Invitation til Herreklubsafslutning den 25. september (tilmeld dig på Golfbox)
Tænk så er det ved at være ovre for i år!
-og Afslutningen er årets højdepunkt! Med alle de kendte aktiviteter:
Pink-ball match, Middagen, Formandens Beretning (stærkt afkortet i år…) (…tror I på den?), Præmiering af Holdene, Eclectic’erne, BestMan, Stens Rose, Hulspillerne, Den Tætteste, Linien, Order of Merit og så måske en enkelt lille genstand til at skylle det hele ned med!
NU OGSÅ MED SPECIAL GUEST STAR!
Prisen er igen i år sat til 150,- kroner for en herlig dag og aften i Herreklubbens golfmæssige og sociale selskab!
Tilmelding sker i Golfbox.
(log på Golfbox og kør ned til datoen 25. september og tilmeld dig)
Pink ball matchen (se betingelser nedenfor) kan man bare møde op til, finde nogen at spille med og se at komme derud af…
Turneringen spilles over de første 9 huller
Middagen starter kl. 18:30
Tilmelding sker i Golfbox.
(log på Golfbox og kør ned til datoen 25. september og tilmeld dig)
Man tilmelder sig til middagen med alt hvad deraf følger, men vi er klar over at nogle måske vil have svært ved at deltage i Pink ball matchen. Det er således ingen betingelse for at deltage i middagen og resten af aftenen, at man har deltaget i matchen – men det er faktisk en rigtig hyggelig måde at spille golf på! Men husk ingen golf uden middag.
Betaling sker ved kontant afregning med kassereren på selve afslutningsaftenen
Der er plads til alle (90)! Mød frem og vær med til at understrege at Herreklubben i Kokkedal er den bedste og største i Danmark – og dermed i hele verden!
Turneringbetingelser for Pink Ball.
Hvad skal vi?
Vi skal spille 9 huller stableford
Spil og middag hænger obligatorisk sammen!
Ingen middag = ingen deltagelse i spillet!
(Du kan selvfølgelig deltage i middagen uden at spille golf)
Hvad gør du først?
Du tager en farvet bold fra Pro-shoppen eller Starteren!
tag et scorekort for at holde regnskab undervejs!
Hvad gør du så?
Du går ud på 1. tee med dine venner og går i gang med at spille!
Byt scorekort og spil det bedste du kan.
Hvad med den farvede bold?
Den farvede bold kan anvendes på følgende måde:
Hvis du slår første slag fra et teested med den farvede bold, SKAL du spille hullet færdigt med den farvede bold. De point du opnår ved anvendelse af dit almindelige handicap, kan du fordoble på scorekortet.
Hvis du vælger IKKE at bruge den farvede bold fra tee-stedet, tæller dine opnåede point bare som almindeligt.
Du må frit vælge for hvert af de 9 huller (så længe du har den farvede bold) om du vil bruge den på hullet eller ej. Du kan f.eks. vælge at springe over at bruge den på 3. hul, men så igen på 4. mens du sparer den på 5.
Det er vel til at forstå!
Hvis du har sat den farvede bold i spil fra teestedet og den mistes, kan du spille videre med egen valg af bold, men herefter tæller point bare almindeligt.
Hvis den farvede bold slås Out of Bounds, er den tabt, og selvom du måtte finde den, kan du ikke bruge den mere på runden.
Hvis den farvede bold slås i en vandhazard og du kan finde den og samle den op, kan du spille videre med den – selvfølgelig med den straf du ellers måtte pådrage dig under golfreglerne.
Hvad så med resten af hullerne?
Du er velkommen til at spille alle 18 huller. Det er de 9 første matchen går over
Hvordan var det nu lige det var?
Jo, du skal bare huske at være omklædt i klubhuset til senest kl. 18:30 – så starter løjerne nemlig! Slips??? Ja, selvfølgelig…
Hvad er vigtigt?
Det er vigtigt at have det sjovt